Vi skal huske at værdsætte og nyde det
Sæsonen er nu nået halvvejs, men heldigvis ligger det bedste stadig foran, for os Folkebåde. Jeg tænker især på Guldpokalen i Simrimshamn samt DM i Flensburg. M en også andre sjove udfordringer kan vente dem som griber chancen. Mange aftensejladser, Jydsk mesterskab, et klubmesterskab, men også 2 distance sejladser, som jeg gerne vil slå et slag for: Første lørdag i september afholder Kerteminde Romsø rundt. En fin tur, som jeg i år har valgt at lade tælle i Solita cup (vore samlede aftensejladser). Den tæller endda dobbelt. Men husk, I skal tilmelde jer via hjemmesiden! Desuden afholder Korsør sejlklub Storebæltsmesterskab for Folkebåde. Det er også en distance sejlads, men rundt om Agersø. Den klokke vi har brugt siden 1985 som vandrepokal, var blevet tilovers, da Kertemindestævnet nu udelukkende er et Fynsmesterskab. Derfor lader jeg Korsør overtage pokalen, idet de satser seriøst på at banke Agersø Rundt, op til noget stort. Jeg vil hellere give pokalen en chance for et nyt liv, end finde et hjørne i sejklubben hvor der ikke hænger en klokke i forvejen. Til Agersø Rundt er der er mange meget flotte præmier, live musik og festmiddag. sejladsen sejles, ligesom Romsø Rundt, med omvendt respeet. Min, og Agersø Rundt ledelsens tanke er, at skubbe liv i de Folkebåde som ligger i Storebælt og sejler aftenkapsejlads, men sjældent forlader klubbens aktiviteter. Her tænker jeg på både som jeg ved findes i Skælskør, Nyborg, Rudkøbing og Thurø/Svendborg. Men selvfølgelig også de Kertemindebåde som ikke tænker på at deltage i Århus Festuge/Jydsk mesterskab. Her er nemlig datosammenfald. Personligt håber jeg at overtale min hustru til at sejle den med mig.
Nå, på fotoet ses, Alpis hækstage, og 1,5 min tilbage resten af Kertemindeflåden. Endelig fik ALPI sæsonens første tællende prik. Og i båden sidder vi, og husker at nyde livet som sejler. Ikke bare fordi vi vandt, men fordi vi havde endnu en fantastisk dejlig aften, som sluttede med fællesspisning på restaurantens terrasse, med udsigt til måne og hav. Den anden sejlads vandt Geppeline.
Flemming, ALPI