Standerhejsning udskydes
Kære medlemmer af Kerteminde Sejlklub.
Ifølge kalenderen skulle vi i Kerteminde Sejlklub mødes til standerhejsning lørdag den 4. april. Desværre er vi i en situation, hvor dette ikke kan lade sig gøre på grund af Corona udviklingen.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen fastholdes de stramninger, som er iværksat indtil til 13. april – og måske endnu længere. Dansk Sejlunion og andre foreninger opfordrer kraftigt til, at klubberne følger myndighedernes anvisninger i denne periode.
Vi har derfor foreløbigt udsat standerhejsningen til lørdag den 18. april. Dersom de nugældende restriktioner fortsætter efter påske, vil vi udsætte standerhejsningen yderligere.
Med hensyn til klubbens arrangementer og kapsejladser, er disse i sagens natur også udskudt, foreløbig til efter standerhejsning den 18. april. Dette omfatter repræsentantskabsmøde 14. april, Fayard Cup 15. april, joller intro møde 16. april og svømmehal for nye jollesejlere 18. april.
Så længe restriktionerne mht. at holde afstand fortsættes, udskydes klubbens pigesejladser, kølbådssejladser og folkebådssejladser, idet vi ikke realistisk kan påstå, at der kan holdes 2 m. afstand, heller ikke i de større kølbåde.
Vi overvejer, hvad der skal ske med klubbens to store stævner; Sail Extreme den 30. – 31. maj og Classic Fyn Rundt den 5.- 6.- 7. juni. De er på nuværende tidspunkt ikke berørt af restriktionerne, så vi arbejder fortsat med forberedelserne af de to stævner. Vi vil i begyndelsen af maj beslutte om disse stævner gennemføres.
Bemærk venligst at klubhuset fortsat er lukket for alle former for aktivitet, hvilket vi beder klubbens medlemmer accepterer.
Det er en trist situation Danmark befinder sig i. En situation vi alle håber på hurtigst mulig normaliseres. Indtil det sker, så må vi alle passe på hinanden og holde afstand.
Med sejlerhilsen
Forretningsudvalget