DH Tilmelding 2017

KS-DH-kølbåde 2017 (Tirsdagssejladser)

Sejladsdokumenter:

Regler til download og udskrivning:

Indbydelse og Tilmelding:

Indbydelsesoplysninger fremgår af denne side og sejladsbestemmelserne..

Tilmelding af båd og betaling til DH-aftensejladser sker via ⇒KS tilmelding som benytter delsystemet Nemtilmeld.

Startgebyr er 550 kr for alle sejladser og betales med betalingskort ved tilmelding.

nemtilmeld-knap   ←  tryk på knappen for tilmelding

Der skal udfyldes oplysning om skipper (ansvarlig ombord) og båden (inkl DH-certifikatnummer) samt betales for tilmeldingen med betalingskort. Det er også på tilmeldingssiden du løbende i perioden op til sejladsernes begyndelse kan se ⇒hvem der er tilmeldt.

Senere kommer detaljeret deltagerliste med løbsindeling på her og på →resultatsiden.

Tilmeldingen er samtidig en accept af regler og betingelser, og bekræftelse af at alle oplysninger er korrekte. Ved tilmelding opgives mailadresse og det accepteres dermed, at mailadressen kan benyttes til KS-DH-2017 relevante beskeder fra arrangør (tirsdagsudvalget) til deltagerne.

Send besked til kølbådsudvalget såfremt der er ændringer i oplysningerne i løbet af året. Arrangørerne kontrollerer DH-certifikatets gyldighed ved begyndelsen af sejladsserien, men ikke løbende i serien. Det er sejlerens pligt, at sikre båden er i overensstemmelse med certifikatet og at oplyse arrangørerne om ændringer i certifikat.

Ved udskiftning af certifikat (fx skift af båd eller væsentlige ændringer i sejlføring) afgør arrangørerne indplacering i nyt løb.

Tider:

Tidsplan består af 17 sejladser, heraf 11 sejladser i forårssæson og 6 sejladser i efterårssæson.

  • Forår:  Tirsdage i perioden 25. april – 4. juli
    • samt Nordfyns Bank Cup lørdag d. 20. maj.
  • Efterår: Tirsdage i perioden 15. august – 19. september
    • samt Egmose Marine Center Cup lørdag d. 16. september.

Der er planlagt start kl. 19.00 tirsdage til og med august (varselsignal til 1. start kl.18.50)

Der er planlagt start kl. 18.30 tirsdage i september (varselsignal til 1. start kl.18.20)

Der er planlagt 2 sejladser om lørdagene med 1. start kl. 10.00 (varselsignal 1. start kl. 9.50), og 2. sejlads snarest efter 1. sejlads.

Sejlermøde:

I år vil der blive afholdt sejlermøde i  Sejlsportscenteret efter hver sejlads. Vi lægger an til en lille snak om aftenens bane, vejrforhold og sejlads. Det er hensigten, at en af sejlerne skal stå for snakken og give sin opfattelse af aftenens udfordringer og inddrage de interesserede. Jacob har lovet at lægge for med sin beretning den første aften.

Alle sejlere er velkomne til sejlermødet og må medbringe egen mad og drikkelse. Derudover er vi så heldige, så der er frivillige kræfter, som har tilbudt at hjælpe med aftenens forplejning.

Tidspunktet for sejlermødet vil være 20 minutter efter sidste båd er taget i mål eller senest kl. 21:30.

Alle informationer, inkl. resultater, vil være at finde på www.kerteminde-sejlklub.dk under DH-Kølbåde

Gaster der kunne være interesserede i at sejle med om tirsdagen, kan rette henvendelse til kølbådsudvalget, så vil vi være behjælpelige med at finde en båd at sejle med.

ks-dh-banekort-2017

Download waypointlisten som ZIP-fil ⇓ DH-faste-mark-2016 (samme positioner i 2016 og 2017)

Den pakkes ud og indeholder en fil af type GPX (GPS udvekslingsformat) der kan importeres i mange kommercielle kort- og GPS-systemer (Garmin plotter og Homeport, Lowrance, Navionics, Google Maps/Earth osv) og OpenCPN .

Andre nyttige informationer:

  • Indmeldelse i Kerteminde Sejlklub sker via hjemmesidens medlemsafsnit
  • DH måling af båd og sejl sker ved kontakt til klubmålerne
  • DH mål, websejler BEMÆRK at der kommer nye og retfærdige ratings idet DH vurderes og justeres hvert år inden udstedelse af nye certifikater

rr15-flojo-prestart1

Se tilmelding-2016

 

Klub meddelelser relateret til DH-sejladser

Dette er opslag og nyheder som er knyttet til KS DH-sejladser, men ikke nødvendigvis meddelelser som kun vedrører DH.

Onsdagssejlads for Folkebåde den 21/4 aflyses

Posted on20 apr 2021

Dommerbåden Fayard er ikke klar og derfor ikke søsat.

Nogle har meldt fra på grund af vejrudsigten med mulighed for 12-14m/sek, YR lover helt op til 17m/sek i pustene og andre er endnu ikke klar, så der vil kun være 3-4 både tilbage, som også er tvivlsomme.

Beklager, – vi ses næste onsdag.

Ny ”light-udgave” af Tune Up den 24.-25. april

Posted on06 apr 2021

Kære folkebådsejler!

På grund af Corona-restriktioner kan vi kun gennemføre Tune Up i et noget begrænset omfang. Vi kan ikke mødes på land, hverken før eller efter træningen, så vi bliver nødt til at droppe alle sociale aktiviteter på land, da vi ikke må samles alle sammen. D.v.s., moleøl, diverse evalueringer, foredrag om meteorlogi og fællesspisning må aflyses.

Mortens Henriksens gode ide om at indbyde potentielle nye folkebådssejlerne til en intro fredag eftermiddag kan heller ikke lade sig gøre.

Det gode nyhed i alt dette er, at nu ”koster det gratis” at deltage!
Morten vil via VHF lede arrangementet ude på vandet, med en masse starter og opkryds, så vi får banket rusten af. Bjørn Stephensen og Verner Vestergaard styrer slagets gang fra Fayard i samarbejde med Morten.

Så alle skal huske deres VHF, og dem der ikke har en, kan låne en af Kerteminde Sejlklub, så skriv venligst til klassebaad@kerteminde-sejlklub.dk, senest den 22. april, hvis I vil låne en.

I øjeblikket må vi være 50 i alt ude på vandet. Jvf. DS ́s retningsliner.

Omkring tilmelding, gælder ”først til mølle” princippet stadig.

Som nævnt vil der være to ”officials” på banen, så vi har plads til 48 sejlere på vandet. I øjeblikket er der 17 tilmeldte både, og dermed 1 på venteliste (med 2 personer om bord), så det er meget vigtigt, at de tilmeldte helt præcis på manage2sail angiver hvor mange, der er ombord, ellers kan vi ikke rigtig styre antallet af personer på vandet. Hvis nogle på baggrund af den ændrede præmis for Tune Up vil trække sig, så er det også vigtigt, at I får fjernet tilmeldingen på manage2sail så hurtig som muligt, så det kan give plads for evt. andre på ventelisten.

Programmet ser nu således ud:

Lørdag den 24. april:
Kl. 08.00 – 10.00: Ankomst og søsætning.
Kl. 10.30 – ca. 16.00: Træning på bugten.

Søndag den 25. april:
Kl. 10.00 – ca. 14.00: Træning på bugten.
Kl. 13.00 – 14.00: Afrigning.
Kl. 15.00 – Optagning af både.

Deadline for tilmelding: mandag den 19. april på https://www.manage2sail.com/da-dk

Vi glæder os til at ser jer- vel mødt!
Med venlig hilsen
Kerteminde Sejlklub

Info:
Morten Henriksen: morten@tidenspsykologer.dk
Henrik Møhl: henrik@mohl.family Mobil 2684 7860

OBS! Denne besked kan downloades som et dokument her: Light-udgave af Tune Up

Standerhejsning uden forsamling

Posted on30 mar 2021

Det er gammel tradition, at klubstanderen hejses den første lørdag i april, hvor vi plejer at samles ved klubhuset.
Det nuværende forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer betyder desværre, at dette ikke er tilladt i år.
Som oprindeligt planlagt vil standeren dog alligevel blive hejst på lørdag kl. 14, men pga. forbuddet henstiller vi til, at klubbens medlemmer ikke forsamles i denne anledning.
Med sejlerhilsen
Forretningsudvalget

SailXtreme 22-23. maj 2021

Posted on29 mar 2021

SailXtreme er en realitet i Pinsen d. 22-23. maj 2021!
Vi har derfor meget brug for, at klubbens medlemmer vil støtte op og hjælpe os med det praktiske i forbindelse med afviklingen af stævnet.
Vi skal kun sejle på 4 baner i år da A-optimist, Europa og Laser joller ikke bliver en del af SailXtreme, da de allerede har arrangeret egne stævner. Vi forventer ca 200 joller mod de sædvanlige 450.
Vi mangler kølbåde til dommerbåde og hjælpere på vandet.
Grundet situationen omkring Corona, kan vi desværre ikke tilbyde aftensmad og hygge lørdag aften til alle hjælperne, som vi har gjort de tidligere år. Vi håber naturligvis at kunne genoptage den hyggelige fællesspisning lørdag aften, til næste år.

UDSÆTTELSE AF GENERALFORSAMLING

Posted on11 mar 2021

Den 25. februar udsendte vi indbydelse til forårs-generalforsamling, der i henhold til Sejlklubbens vedtægter skal afholdes i marts måned.

Som ventet er vi pga. det fortsatte forsamlingsforbud desværre nødt til at udsætte generalforsamlingen på ubestemt tid. Vi vil fremsende ny indkaldelse når Corona restriktionerne tillader større forsamlinger.

Med venlig hilsen
Forretningsudvalget

Sejlsport under Corona fra 1. marts 2021

Posted on02 mar 2021

Nedenstående er fra 1. marts og indtil videre gældende for Kerteminde Sejlklubs faciliteter og aktiviteter:

  • Klubhusene er lukkede
  • Toiletter (men ikke omklædningsrum) må dog bruges
  • Udendørs aktiviteter må gennemføres, forsamlingsforbuddet (højest 25 personer inkl. udøvende, trænere, hjælpere, forældre og tilskuere i alt) skal overholdes
  • Grej må hentes og sættes på plads i bådhallen
  • Værksted må bruges til nødvendige reparationer, forsamlingsforbuddet (5 personer og afstand) skal holdes  
  • For møder og sammentræf mv. gælder forsamlingsforbuddet på 5 inde og ude

Generalforsamling 16. marts

Posted on26 feb 2021

I henhold til Sejlklubbens vedtægter fremsendes hermed indkaldelse til generalforsamling tirsdag den 16. marts 2021 kl. 19:30. 

Agenda for generalforsamlingen findes her

Afholdelse af generalforsamlingen kræver naturligvis, at Corona restriktionerne tillader større forsamlinger på dette tidspunkt. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil generalforsamlingen blive udskudt. 

Der vil i givet fald blive udsendt meddelelse herom senest den 8. marts.

Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der er en rimelig stor risiko for, at generalforsamlingen må udskydes pga. forsamlingsforbud. 

Klubbens vedtægter tilsiger imidlertid, at der skal indkaldes til generalforsamling i marts måned. Så dette er nødvendigt uanset risikoen for aflysning.

Hilsen
Forretningsudvalget

Generalforsamling marts 2021

Posted on22 jan 2021

Den ordinære forårs generalforsamling vil blive afholdt d. 16. marts, såfremt restriktionerne tillader større forsamlinger på det tidspunkt. Nærmere information følger.

Sejlklubbens hjemmeside

Posted on22 jan 2021

Vi er ved at revidere sejlklubbens hjemmeside. Du kan derfor opleve, at indholdet flytter lidt rundt. Hovedmenuen øverst på siden bevares, så du kan altid finde rundt via denne.