Lad ikke aftensejladserne dø i mørket!
EU har igen bestemt, hvad der er bedst for os. Vi skal ikke længere besværes med at justere uret efter solens rutiner. På et tidspunkt vil hvert EU land blive bedt om at beslutte om vi vil have permanent sommertid eller permanent vintertid. Mange taler for vintertid, da det er den korrekte originale tid. Om sommeren vil det betyde, at solen står op kl. 3.24 om natten, hvilket så vil glæde meget få mennesker. til gengæld vil det afkorte de glade lange lyse sommeraftener. På fotoet ovenover er klokken 20.00, og en time senere, er det kulsort mørkt. Indføres permanent vintertid, vil vores aftensejladser blive kraftigt udfordret. Stem derfor SOMMERTID, og bred budskabet.
Nok om det. 24/4-19 sørgede vores beneledere for 2 perfekte sejladser, i 7 m/s fra øst, og høj sol. DEJLIGT at komme igang igen. Noget som desværre ikke mange fik udnyttet, idet kun 4 både stillede til start. Stakkels Astrea var dog velundskyldt, idet hun desværre mistede sin strut i bestræbelsen på at montere mast, i 18 m/s. Rio og ALPI delte 1. pladserne.
Vel på land igen, sørgede vores nye restauratør for at lægge godt fra land, med lækre ribben og bagt kartoffel.
Håber vi ser nogle flere smukke Folkebåde næste onsdag.
Flemming Palm, ALPI